Om økologi

Denne grafik og beregning er fra Forbrugermagasinet om mad og økologi, SPIR, der udgives af Økologisk Landsforening:

Ved du, at:
  • 1 liter økologisk mælk sparer 200 liter grundvand for mødet med pesticider?
  • 1 økologisk ko sparer 1.500.000 liter grundvand pr. år for mødet med pesticider?
  • 1.500.000 liter grundvand svarer til vandforbruget for 13 danske husstande?


200liter.gif

Sådan regnes det ud:
Gennemsnitlig grundvandsdannelse under landbrugsarealer er 1.500.000 liter pr. hektar/pr. år
Gennemsnitlig produktion af økologisk mælk er 7.200 liter pr. ko/pr. år
1.500.000 divideret med 7.200 er lig med 208 liter rent grundvand pr. liter økologisk mælk

Læs mere om baggrund og beregninger hos Skov- og Naturstyrelsen - Miljøministeriet.


Økologisk Landsforening har sammenfattet det således i få ord:
  • Rene kvalitetsprodukter med færre tilsætningstoffer
  • Landbrug og fødevarer uden gensplejsning
  • Rent grundvand
  • Pålidelig økologikontrol
  • Sundhed for dyr og mennesker
  • Høj dyrevelfærd
  • Biologisk mangfoldighed
  • Et landbrug, der har naturen og forbrugerne som forbundsfæller
  • Det bedste bud på et bæredygtigt landbrug


Forskelle som de gennemgående analyser er enige om:

Økologisk frugt og grønt
  • Rene kvalitetsprodukter med færre tilsætningstoffer
  • Mindre nitrat
  • Mere tørstof - mindre vand
  • Mere bredspektret indhold af sekundærstoffer
Økologisk korn og mel
  • Lavere proteinindhold - men god sammensætning af essentielle aminosyrer
  • Mindre gluten
Økologisk mælk
  • Mindre fedt (ingen betydning for konsum)
  • Mere konjugeret linolsyre (CLA)
  • Større andel af n-3 fedtsyrer
  • Meget mere beta-karoten (provitamin A)
  • Lidt mere E-vitamin
Økologisk kød
  • Lidt mindre mættet fedt
  • Mere polyumættet fedt, heraf mere konjugeret linolsyre (CLA)
  • Mindre vand

Økologisk europamester
Det er ikke kun i kvindehåndbold, at vi er Europamestre. Nu kan vi danskere også bryste os af, at vi er Europa-champs, når det gælder køb af økologiske varer - efterfulgt af Østrig, Schweiz, Finland og Sverige på de næste pladser, viser en ny rapport fra ni europæiske forskningsinstitutter.

Det skriver Danmarks Naturfredningsforenings blad "Natur og miljø" - og bladet fortsætter:
Rapporten viser også, at Danmark producerer en fjerdedel af al økologisk mælk i Europa. Samtidig er vi også den største eskportør af økologisk mælk blandt de europæiske lande. Dette flotte resultat skal dog ses i sammenhæng med, at salget af økologiske varer stagnerer herhjemme.

Hvis vi skal beholde førertrøjen, er der også et geografisk problem herhjemme. Dem, som køber økologiske varer, bor fortrinsvis i storbyerne. I særdeleshed i København.

Eller sagt på en anden måde, viser en undersøgelse fra Coop Danmark:
Hver gang en københavner køber for 100 kr. økologiske varer, køber
  • en århusianer for 57 kr.
  • en odenseaner for 41 kr.
  • en aalborgenser for 33 kr.
  • en sønderjyde for 30 kr.
  • og en vestjyde for 30 kr.
Giv børnene giftfri mad - det vil sige økologisk
Det er helt utroligt, at man skal læse om, at de, der spiser og drikker økologisk, skulle have en bestemt politisk holdning, skriver Ole Brødholt, Furesøvej 80, Virum, bl.a. i BT. Et af problemerne ved økologi er selve ordet. Hvorfor ikke kalde en skovl for en skovl:

Det er giftfri mad
Vi har så mange regler om f.eks. fliser på gulvet og håndvask inden for få meter, hvis en butik ønsker at handle med ost og pølse, men der må gerne komme kræftfremkaldende nitrit og mange andre sjove ting i de samme pølser.
Har I tænkt på, at en leverpostej koster det samme i dag som for 25 år siden. Hvad mon der er i den? Til dem, der siger, at vi ikke har råd til at købe giftfri med, vil jeg sige, I har ikke råd til at lade være, skriver Ole Brødholdt.

90 danskere dør hvert år af gift i maden
Omkring 90 danskere dør hvert år af gift i maden. Det viser en ny undersøgelse fra Statens Seruminstitut. Hidtil har man skønnet, at der "kun" døde 40 danskere om året af fødevareforgiftning, men det er altså mere end det dobbelte, viser den ny undersøgelse.

Kun få bryder økologireglerne
Kun få af de virksomheder, der laver eller sælger økologiske fødevarer, bryder reglerne. Sidste år besøgte økologikontrollen 656 af disse virksomheder. Kun 16 af dem fik enten et påbud, forbud eller bøder for overtrædelser.
De fleste overtrædelser var sjusk ved opstilling af regnskaber eller manglende kendskab til reglerne. Til gengæld var der ingen virksomheder, der havde mærket varerne forkert eller blandet ikke-økologiske varer med økologiske.

Økologilandmænd bør hyldes
Mejerigiganten Arla opfordrer landmændene til at producere mindre økologisk mælk, fordi der ifølge selskabet er 200 mill. kg. økologisk mælk i overskud hvert år.
Jes Stein Pedersen skriver i en kommentar i dagbladet Politiken bl.a.:

[jsp.jpg]"Mener Folketingets partier virkelig, at den økologiske omlægning af dansk landbrug skal stoppes eller direkte vendes, fordi forbrugerleddet svigter? Fordi Arla ikke evner eller lyster at markedsføre et indlysende godt produkt?
Hvis økolandmændene, som samfundet burde hylde, følger Arlas opfordring, vil de dårlige cirkler i dansk landbrug brede sig som ringe i et af de iltfattige farvande, hvor fiskene flyder ovenpå på grund af landbrugets forurening"

Og videre længere nede i kommentaren i Politiken skriver han, at siden 1940-50'erne er der proppet så meget skidt i landbrugsprodukter, at Folketinget i 1987 fandt det nødvendigt at vedtage den første lov om økologisk landbrug i Danmark for at vende tilbage til de sunde cirkler:
"Takket være FDB blev der sat skub på udviklingen, og fra midten af 1990'erne blev økomælk for alvor populært i befolkningen. Nu er der så afsætningskrise, fordi økomælk er dyrere end almindeligt mælk. Fordi forbrugerne svigter hedder det. Man bør tilføje, fordi regeringen og mange politiske partier svigter".

Økologi er en hjertesag
COOP (FDB) skriver om økologiske varer:
"En af COOPs hjertesager er økologi. Det er vi glade for i Kvickly, for vi synes, økologiske varer er et godt alternativ til de konventionelle varer. Ikke mindst hvad angår miljømæssige hensyn. Derfor har vi slået et ekstra slag for at få flere gode økologiske produkter på vores hylder, ligesom vi har forpligtet os til at tilbyde vores kunder økologiske varer til konkurrencedygtige priser. I den sammenhæng er det rart at vide, at opbakningen fra vores bagland er i orden.

COOP er altid åben for en dialog med producenter, myndigheder og relevante organisationer for at sikre, at der fortsat gøres en indsats for at udvikle økologiske produkter - dog under forudsætning af, at produkternes kvalitet forbliver lige så høj, som den er i dag".

www.okoland.dk
www.alt-om-okologi.dk
www.eco-net.dk

 

Anbefal denne sidePrint denne side
Sidst opdateret: 18.10.2009 - 07:09

Tak, fordi du printede denne side.
Har du spørgsmål, er du mere end velkommen til at henvende dig.